Arkiv for marts, 2010

Forligspartierne bag bankpakkerne er blevet enige om en afløser for Bankpakke 1, der udløber i september.

– Vi har sikret at almindelige menneskers indeståender er sikret, også i tilfælde af, at en bank går konkurs, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Bankpakke 1 har blandt andet betydet, at staten har garanteret ethvert beløb i bankerne, uanset hvor store de har været.

Formålet var at undgå, at kunderne skulle gå i panik og flygte fra de mindre banker og dermed sætte en kædereaktion i gang, der kunne ende i adskillige banklukninger.

Bankerne må selv betale
Men efter 30. september er kunderne maksimalt sikret 750.000 kroner, hvis deres bank drejer nøglen om. Aftalen betyder også, at banksektoren fremover selv skal dække eventuelle tab i sektoren.

– Vi er blevet enige om, at fra den 30. september 2010, er det bankerne selv, der betaler, hver gang en bank går ned, for vi har set nogle banker opføre sig farligt og uacceptabelt, siger finansordfører Morten Bødskov (S).

Før finanskrisen var garantien på maksimalt 300.000 kroner, men det beløb bliver altså nu mere end fordoblet til 750.000 kroner.

Aftalen indeholder ikke noget om aflønning af bankdirektørerne, som Socialdemokraterne har ønsket. Alle partier på nær Enhedslisten er med i aftalen.

Har du nettoindlån på over kr. 750.000 i din bank, bør du overveje hvad der skal ske inden 1. oktober 2010.